Min måde at tilrettelægge terapi på

Når du kommer til mig i min klinik vil jeg gøre mig umage for at du kan opleve dig tryg nok til at fortælle om det der rører sig i dig – også det forbudte og det svære. Give dig mulighed for at blive mødt og oplevet med alle de sider du rummer i dig.

Det er vigtigt for et positivt forløb, at du kan være ærlig og det kræver tryghed, derfor er det vigtigt, at du siger til mig, hvad der rører sig i dig. Både hvis du bliver vred, ked af det, såret, eller hvis du skulle komme til at opleve at jeg er ligesom de der tidligere i dit liv har såret dig. Det at du kan og tør sige det til mig, kan være en stor hjælp i din videre personlige udvikling.

Vi laver sammen en kontrakt, hvor vi aftaler, hvordan forløbet skal sættes sammen.
Da jeg benytter mig af såvel Imagoterapi; Krops- og Gestaltterapi; Kognitiv terapi og har en lang erfaring som sygeplejerske, vil jeg kunne mikse det, så du får netop den hjælp du behøver for at finde glæde og tilfredshed i dit liv.

Det er mit store ønske at alle mennesker bliver accepterede netop som vi er. Både når vi er venlige, tilpasser os, skejer ud, er vrede, kede af det, syge, sårede osv..

Måske kan du komme til at tro på, du ikke er værd at holde af, hvis du ikke er på en ganske bestemt måde og det kan give besværligheder både i parforhold, mellem kolleger og andre mennesker.

Jeg benytter samtale som væsentligste virkemiddel. Du kan blive bedt om at forestille dig en situation og vi kan sammen gennemspille den, som om den sker i terapien. Derved kan du komme tæt på, at opleve den virkelige situation. Jeg kan hjælpe dig med at afdække, hvad der gør, at du reagerer som du gør, og hjælpe dig med at forandre det, til noget du er mere glad ved.

Jeg har stor viden om, hvordan vi skaber forandring, og holder fast ved det, vi beslutter.

 

Der er meget interesse om det at bruge naturen som virkemiddel og det gør jeg gerne, efter aftale med klienten og når det giver mening.

"Husk - Det er aldrig for sent"